Turen går til Spanien og Sydafrika

Update d. 27. januar 2012

 

Så er det snart søndag, jeg tager af sted på en måneds lang træningslejr. Det bliver rigtig hårdt, men også super fedt at komme afsted og kun skulle tænke på at træne frem mod mit mål. Denne gang tager seniorlandholdet plus nogle juniorsvømmere til Sierra Nevada og Syd Afrika.

Først er vi 2 uger i 2600 m højde, og bagefter tager vi 2 uger ned til varmen med udendørstræning. Det bliver spændende at se, hvordan jeg kommer til at klare det i højden, da jeg nemlig lige nu sover i et højdetelt, som skulle gøre, at jeg er bedre forberedt på den mindre luft.  Under træningslejren skal jeg også sove i teltet. I sidste uge, torsdag og fredag, havde vi test, både distance test (3km) og step-test (10*200). Min step-test kørte helt fint.  Jeg skulle starte lidt hurtigere ud denne gang og slutte lidt langsommere, end jeg plejer. Min distance test var jeg lidt nervøs for, da vi har trænet enormt meget her på det seneste, og min krop er og var meget træt på det tidspunkt. Men overraskende nok svømmede jeg en ny PB på min distance test, så det er jo perfekt, jeg er i god form, inden vi skal på træningslejr.

 Det bliver hårdt at skulle væk i så lang tid, da jeg stadigvæk skal passe min skole. Men jeg har et rigtig godt forhold til hende, som står for Team Danmark ordningen, så jeg er sikker på, at det nok skal løse sig.  Mest af alt kommer jeg rigtig meget til at savne min familie og min egen seng og værelse med alle mine ting, men det er jo prisen, hvis man gerne vil nå sine mål. 

Jeg håber med denne træningslejr, at jeg kommer i super form og er helt klar mod Trials til at tage den Olympiske kravtid i 100 Fri, som jeg er så tæt på.  Efter det er der kun en ting fremadrettet, Nemlig OL London 2012! :-)

 

Mange hilsner Pernille